Storcenter og bymidte skal kunne noget forskelligt
Som optakt præsenterede Torsten Bo Jørgensen en survey, der viste, hvad kunderne opfatter som styrker og svagheder ved et butikscenter. I en by som Næstved, der har et storcenter uden for byen, er pointen klar: bymidten skal kunne noget andet end blot at være en koncentration af kædebutikker. Det er det historiske bymiljø, det unikke og autentiske, de ejerledede specialbutikker og cafeer, der er bymidtens banehalvdel – sammen med kultur og events.
Gadeidentiteter som centralt greb – med procesinspiration fra Silkeborg
De fleste kender Jægersborggade i København: Gaden har på få år udviklet sig fra rockergade til en bylivsdestination fuld af nichebutikker, værksteder og spændende cafeer. Casen blev brugt og suppleret med Tværgade i Silkeborg, hvor kommunens erhvervsafdeling har påtaget sig en procesrolle ifm. styrkelse af gadeidentiteter i bymidten. Forslaget til Næstved var klart: Gadeidentiteter har potentiale.
Svendborg Event – satning på events som driver og en bemandet turistinformation
Endnu en central pointe gik på potentialet i events som driver både for byliv og bosætning. Her blev Svendborg Kommune brugt som eksempel på en konsekvent tilgang med Svendborg Event som driver. Den ambitiøse organisation tiltrækker events i verdensklasse til Svendborg, står for afvikling af mange mindre events og koordinering imellem spillesteder, foreninger og andre eventarrangører. Svendborg Event driver også byens velkomstcenter/turistinformation, der er en markant prioritering af den personlige kontakt til byens gæster i en tid, hvor mange satser på den rent digitale vejledning.