Opgaven: Inspiration til udvikling af landsbyerne på Lolland
På Lolland Kommunes konference for foreningslivet i jaunar 2020 blev BYSTRATEGI bedt om at holde oplæg med inspiration til udvkling af landsbyer – hvor findes de mest inspirerende eksempler, og hvordan kan borgere, foreningsliv og kommune arbejde godt sammen? Hvordan kan kommunale puljemidler bedst understøtte en positiv udvikling i de pressede landsbyer på Lolland?
Udviklingsplanen for Sennels: Når borgerne selv tager teten
Torsten Bo Jørgensen valgte at fortælle om den nordjyske landsby Sennels, hvor borgerne på eget initiativ har lavet en udviklingsplan, der med klare temaer og indsatser beskriver de projekter, der skal til for at udvikle landsbyen. Planen er både visionær og konkret. Baggrunden var en brændende platform: Thisted Kommune havde igen luftet muligheden for, at skolen kunne blive lukket, og det satte ild i borgerne.
Sennels Invest ApS: Borgerne rejste 1 mio. kr. til realisering af planen
Samtidig dannede borgerne et anpartsselskab til realiserng af planen. Her rejste man på kort tid mere end 1 mio. kr. bl.a. til arbejdet med at få opført nye boliger i byen. Nu er byggeriet under opførsel i samarbejde med et lokalt boligselskab. Kombinationen af udvklingsplan og investeringsselskab er et stærkt eksempel på, hvordan aktive landsbyer kan mobilisere ressourcerne.
Delebussen Frøen: Styrket mobilitet i landsbyen
Næste eksempel var fra landsbyen Jungshoved (Vordingborg Kommune), hvor borgerne har genskabt mobiliteten i landsbyen , efter at den offentlige busforbindelse blev nedlagt. En frivilligt drevet delebus er blevet en kæmpe succes: For 5 kr. hver vej kan borgerne nu to gange om dagen komme til Præstø, hvor der er gode indkøbsmuligheder. Flextrafikmidler er ommøntet til en mindre tilskud til delebussen. Kommunen får en driftsbesparelse, og borgerne har fået radikalt bedre mobilitet. Ejendomsmæglerne er også glade: Det var et problem for potentielle tilflyttere, at landsbyen var uden busforbindelse.
Den digitale landhandel i Alken
Endelig fortalte Torsten om landsbyen Alken ved Skanderborg, hvor de mindre end 300 indbyggere selv driver en dagligvarebutik på frivllig basis. På hverdage fra kl. 16-19 kan borgerne her hente de dagligvarer, de selv bestiller på Osuma.dk. Varerne leveres uden fragtomkostninger til butikken. Den digitale landhandel, som butikken kaldes, fører selv et udvalg af basisvarer og har også åbent i wekkenden. Butikken fungerer som mødested i byen med et lille cafehjørne, ligesom der er lokaler til møder og events. Endelig er den socialøkonomisk virksomhed og bidrager dermed på alle planer til den sociale bæredygtighed i landsbyen.