Realdania arbejder for at styrke landets hovedbyer, så de også i fremtiden er attraktive for alle, der besøger, bor, arbejder i byerne. Under overskriften ‘Hovedbyer på Forkant’ har Realdania sat særligt fokus på de hovedbyer, der ligger i yderområderne, fordi hovedbyerne netop hér ser ud til at kunne blive en særlig motor for en positiv udvikling. Torsten Bo Jørgensen holdt oplæg på tre inspirationsmøder som led i kampagnen.
City manager aktiverede 22 tomme butikslokaler på 9 måneder
På tre inspirationsmøder i Herning, Odense og Ringsted som blev afholdt som del af kampagnen, fortalte Torsten Bo Jørgensen om erfaringerne i den nordtyske by Dannenberg (8000 indbyggere). Her ansatte kommunen i 2002 en citymanager til at fastholde liv og udvikling i bymidten. På ni måneder fik hun aktiveret 22 tomme butikslokaler ved at aftale en symbolsk startleje på 1 euro pr. kvm. med ejerne og siden stigning til normalt lejeniveau. Det lykkedes at kickstarte byen.
Fællesbutik for kunsthåndværk og økonomisk selvbærende turistinformation
Siden har hun hjulpet med at etablere en økonomisk bæredygtig fællesbutik, som lokale kunsthåndværkere driver sammen og en markedsføringsforening for byens forskellige aktørgrupper, som bl.a. finansierer byens turistinformation. Når byens borgere i dag kan handle i en torvehal med lokale fødevarer, er det også hendes fortjeneste. Hun har understøttet etableringen af et markedsførings-kontor i Hamburg og en aftale om at optage Dannenberg i Hamburg-regionens takstområde med betragteligt fald i billetpriserne begge veje til følge.
Matchmaking, generationsskifter og nye skilte til turisterne
Matchmaking mellem byens butikker og interesserede elever, tiltrækning af nye butiksdrivende, understøttelse af adskillige generationsskifter, etablering af en APP og et skiltesystem som service for turisterne i byen samt etablering af et område med storbutikker i kanten af byen er nogle af de mange andre initiativer, hun med stor energi har drevet frem.
Erfaringen fra Dannenberg viser, at ansættelsen af en citymanger kan have enorm effekt på vækst og udvikling i bymidten, også i mindre byer uden for vækstområderne.