I Hurup (2700 indbyggere) er man på et år lykkedes med at aktivere fem butikslokaler i gågaden – takket være et stærkt lokalt samarbejde.
Det fortalte Michael Vendelbo fra Detailforum Thy om, da jeg interviewede ham i sidste uge. Han er handelschef i Thisted og samtidig ansat i Thy Detailforum, hvor han har ansvaret for udvikling af handelslivet i de mindre byer Hanstholm, Vorupør og Hurup.
Startpakke til nye butiksejere
Projektet startede i maj 2019. Der var en række tomme lokaler – og dertil et par generationsskifter på vej – i byens gågade. Det lokale handelsliv tog initiativ til at lave en startpakke, der skal gøre det nemt at tage springet og blive butiks- eller cafeejer i gågaden. Michael er tovholder på projektet.
Startpakken indeholder
- 2 dages gratis tømrehjælp og 1 dags gratis elektrikerhjælp (ekskl. materialer)
- Gratis butikslokale de første 6 mdr. og herefter en meget konkurrencedygtig husleje
- Gratis iværksætter vejledning ved Thy Erhvervsforum
- 6-8 timers gratis rådgivning hos lokalt revisionsfirma
- Formidling af kontakt til lokalt pengeinstitut
- 1 års gratis medlemskab af handelsstandsforeningen
- Rådgivningsmøde med Nordjyske Medier og 5000 kr. gratis markedsføring
Den første henvendelse kom efter 2 timer
Mindre end 2 timer efter, at tilbuddet var lagt på Facebook, henvendte den første interesserede sig: en mand, der aldrig havde drevet detailhandel før, men havde gået med drømmen i nogle år. Han driver nu butikken Thy Specialhandel med specialiteter fra lokalområdet. Den er kommet godt fra start og er i flot udvikling.
En cafe er også blevet genåbnet efter at have ligget stille i nogle år. En tredje butik er blevet generationsskiftet. Og i to yderligere lejemål åbner snart hhv. en boghandel og ”noget med data”.
Fem lejemål er påvirket positivt af projektet
Alle fem lejemål ligger på gågaden i Hurup. For alle fem nyetableringer/generationsskifter har ovennævnte pakke haft en positiv betydning. Thy Specialhandel har som den eneste brugt alle elementerne i pakken. De andre har brugt noget af den.
Michael slutter med at sige, at projektet kan kopieres 1:1 i andre byer. Han tilføjer efter interviewet, at projektet kun lykkes, fordi alle i Hurup er villige til at gøre en indsats for fællesskabet og byens fremtid. Og at den betingelse ikke er opfyldt i alle byer. Men hvis den er – ja, så er der gode chancer for succes.