Klimakrisen betyder, at mange kommuner har et stigende fokus på at undgå at flyve. Det er forståeligt og fornuftigt. Men der er jo fortsat brug for at opleve andre byer og projekter, der kan kvalificere egne beslutninger, inspirere til nye løsninger og skabe fælles billeder på tværs af forvaltning og politikere.
Heldigvis kan næsten alle emner belyses godt på en 2-3 dages studietur med bus. Den kan fx gå til Hamburg, som er et oplagt valg, hvis inspirationen skal være international. På vejen kan man stoppe i en mindre by i Syddanmark eller Nordtyskland.
Hamburg kan belyse alle emner
Med 1,8 mio indbyggere, vækst og en stor socioøkonomisk bredde i befolkningen kan Hamburg belyse alle emner inden for byudvikling. Her lidt inspiration:
FNs verdensmål i byudviklingen
Allerede i 2017 lavede Hamburg en køreplan for implementeringen af FN´s verdensmål. Den blev til med omfattende borgerinddragelse, som er fortsat siden. Verdensmålene bruges fx i udviklingen af den nye bydel Oberbillwerder, hvor temaer som energi, klima, trafik, uddannelse, lokal økonomi, billige boliger og social inklusion tænkes integreret med fra starten.
BID og frivillige bymidtesamarbejder
Hamburg er et godt sted at hente inspiration til bymidteudvikling. Her arbejder man både BID (Business Improvement Districts) og en række frivillige bymidtesamarbejder, hvor en ”Quartiersmanager” udvikler kvarterets butiksudbud, events og fysiske tiltag i tæt dialog med alle aktører i kvarteret. Projekterne er konkrete og inspirerende og kan oversættes direkte til bymidterne i en mellemstor dansk provinsby.
Byggefællesskaber – beboerdrevet boligudvikling
Hamburg er blandt de førende tyske byer på byggefællesskaber – metoden, hvor de kommende beboere selv medskaber værdigrundlaget og den konkrete udformning af boliger og fællesområder. I Hamburg kan man opleve både lejeboliger, andelsboliger og ejerboliger opført med denne metode, nogle gange endda i samme byggeprojekt. Byggeomkostningerne er ofte lavere, og de sociale gevinster ved byggefællesskaberne er store.
Konvertering af kaserner og hele hospitalsområder
Ift. konverteringsprojekter er der rig inspiration at hente i Hamburg. Det tidligere hospitalsområde i Hamburg-bydelen Barmbek blev fra 2008-2013 omdannet til et blandet byområde med navnet ”Quartier 21”. Området omfatter 13,8 ha. og et bruttoetageareal på ca. 120.700 m2. Det rummer i dag byhuse, ejerlejligheder, kontorer, gastronomi, detailhandel, uddannelsesinstitutioner samt sociale tilbud og sundhedstilbud. Der er også skoler, kaserner og fabrikker, der er konverteret til kultur, erhverv og boliger – Hamburg har det hele.
Samarbejde om billige boliger – Hamburgs boligalliance skaber resultater
Som storby i vækst har Hamburg store udfordringer med at fastholde et boligudbud, der gør byen tilgængelig for alle borgergrupper. Nøglen til at lykkes er bl.a. Hamburgs berømte ”boligalliance”, hvor alle aktører på boligmarkedet koordinerer bestræbelserne og sammen opfører flere tusinde billige boliger – hvert år – trods hårdt markedspres.
Boligsociale indsatser – socialt, kulturelt, økonomisk og fysisk
I den udsatte bydel Wilhelmsburg blev der fra 2006-13 gennemført et helhedsorienteret løft med en meget lang række udviklingsprojekter. Områdets kulturelle og sociale diversitet blev set som en styrke, og der blev taget helt nye metoder i brug ift. borgerinddragelse.
Ud over sociale, kulturelle og erhvervsrettede projekter var der også nybyg og rennovering, fx ”Weltquartier”, hvor en almen boligbebyggelse blev ombygget og energirenoveret. Huslejen steg derfor kun med 13 cent pr. kvadratmeter om måneden.
HafenCity – vellykket kvalitetsledelse af stort byområde ved vandet
HafenCity er Hamburgs store, bæredygtige byudviklingsprojekt, som udvider bymidten med 40% og næsten er færdigt. Funktionsblanding helt ned på bygningsniveau, trinvis færdiggørelse af de enkelte kvarterer og stram styring af grundsalget er blandt redskaberne, der er brugt i kvalitetsledelsen af området. Gode byrum, varieret arkitektur og klimasikring er blandt styrkerne.
Bydelen rummer forskellige boligtyper, erhverv, cafeer/ restauranter /butikker, skoler, institutioner etc. og en lang række oplevelsestilbud. Bæredygtigt byggeri belønnes med en særlig medalje. Her er masser af inspiration til bæredygtig udvikling af nye bydele.
Er Hamburg relevant for jer som destination? Så få lavet et programforslag allerede nu
Jeg har stået for mange studieture til Hamburg, kommer der tit, er flydende i tysk og har et stort netværk i byen. Det vil være en fornøjelse at hjælpe jer med en studietur. I første omgang kan jeg lave et skræddersyet program til jer, som I kan fremlægge til politisk godkendelse. Det behøver ikke vente, til Coronoa-krisen er overstået. Når I er klar til at sætte datoer på turen, sætter jeg aftalerne op og tager afsted med jer.
Læs mere om de fire faser fra start til slut: programforslag, planlægning, gennemførelse og afrapportering.