Byens Gårdbutik i Svendborg: Når AOF driver butik
I den tredje bylivsfilm fra Svendborg besøger jeg Byens Gårdbutik. Den har eksisteret siden 2017 og er socialøkonomisk butik, der drives af AOF Center Fyn. Jeg taler med Sally Goings Darre, der er kommunikationsmedarbejder og involveret i driften af butikken.
Fem lokale arbejdspladser i butikken, cafeen mv.
Formålet med projektet er at skabe praktikpladser og jobs til borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Det klarer den faktisk ganske godt. Der er ansat en daglig leder og derudover fire medarbejdere i fleksjob, som står for servering, butik, levering af varer til lokale spisesteder mv.
Lokale fødevarer hentes hos producenterne i elbil
Butikken har en eldrevet varebil. Den bruger den til at hente fødevarerne hos de lokale producenter og køre dem her til butikken og til de lokale spisesteder og køkkener i byen.
Borgerne har taget godt imod projektet
Borgerne har taget rigtig godt imod projektet, som har bragt de gode, lokale fødevarer tættere på borgerne. Butikken har tilknyttet en cafe og deler lokaler med Litteraturhuset, hvilket giver en rigtig god synergi: Her kan man blive inspireret både med gode råvarer og næring til sjælen.
Sally Goings Darre kan bestemt anbefale andre byer at gå i gang med et lignende projekt, der også er en chance for et nyt og givende partnerskab mellem kommunen og aftenskolerne.
1 mio. kr. i startkapital
For at starte butikken og have midler til at udvikle den de første to år skulle der bruges godt og vel 1. mio. kr. Sådan blev de rejst:
- 300.000 kr. kom fra LAG
- 25.000 kr. kom Sydfyns Elforsynings Almene Fond
- 750.000 kr. kom som lån fra Arbejdernes Kulforretning. Arbejdernes Kulforretning solgte oprindeligt billigt kul og petroleum til byens arbejdere. Det stoppede i 1980´erne. I dag låner man ud af formuen på 1,5 mio. kr. til jobskabende projekter i Svendborg.