I mange byer er der lidt gråt, og sten dominerer belægningerne. I Nykøbing Falster har de erhvervsdrivende i Store Kirkestræde farvelagt deres gade. Hvad andre byer måske drømmer om, er blevet til virkelighed her: Den grå belægning er pludselig forvandlet til en attraktion. Gaden er i dag et langt bånd af spidsvinklede trekanter i sprælske og glade farver. Effekten har været masser af liv, flere turister, legende børn og et styrket sammenhold mellem gadens aktører.
Jeg har interviewet to af drivkræfterne bag projektet, kunstneren Peter Pitsch og byudvikleren Anne-Lise Becker om det succesrige projekt og det gode samarbejde.
Formålet: Større kundeflow i Latinerkvarteret
Projektet så dagens lys i 2019. Egentlig skulle belægningen i gaden skiftes, men det trak ud, og til gengæld fik de erhvervsdrivende i gaden lov til at farvelægge gaden som midlertidigt projekt. Det ville de gerne for på den måde at trække folk til ”Latinerkvarteret”, som ligger lidt afsides fra gågade-hovedstrøget i byen.
Et eksemplarisk samskabelsesprojekt
Sammenholdet i gaden er godt i forvejen, og der var bred interesse for ideen, da den først opstod. Projektet har endda ikke kostet kommunen en krone, for det er et rent samskabelsesprojekt.
- De erhvervsdrivende i gaden tog selv initiativ til projektet og fungerede som tovholdere
- Peter Pitsch lavede en collage, der illustrerede, hvordan gaden ville komme til at se ud i farvelagt stand. Dermed kunne andre også forholde sig til det.
- Malerlauget bidrog med viden og faglig sparring til projektet og skabte kontakten til farvehandlen Colourplus (Nykøbing F.), som har doneret malingen (mange liter)
- Produktionsskolen Multicenter Syd (som nu hedder FGU Lolland-Falster) har stået for at stille malerlærlinge til rådighed.
- Guldborgsund Kommune har været hurtig med myndighedsarbejdet, men projektet har i øvrigt ikke kostet kommunen en krone.
Effekten: Branding, turister og flere gæster, der bliver længere
Selve maleprocessen strakte sig over 5-6 dage, og projektet har haft en række positive effekter:
- Opmærksomheden på Latinerkvarteret er øget
- Der kommer flere besøgende i gaden, og de bliver længere.
- Børnene kan lide at lege i gaden, der nærmest fungerer som en kæmpe hinkebane
- ”Vi har fået en gade med liv i, hvor det måske før mere var en gennemgangsgade”
- Gaden er blevet det mest instagrammede sted i Nykøbing, og den trækker mange turister til.
De erhvervsdrivende i gaden stiller ofte borde og stole ud og kalder gaden for ”én lang café”. Og belægningen vil blive genopfrisket i 2020 eller 2021 – eller måske bliver der lavet et nyt farvemønster.
Kan andre byer kopiere ideen?
Det er det sidste, jeg spørger Peter og Anne-Lise om. Svaret er, at det kan man klart. Man skal bare kaste sig ud i det, så klarer man udfordringerne undervejs. Et projekt som dette styrker også relationerne mellem deltagerne, og man behøver ikke have arbejdet sammen om større ting før.